Lidt mere om kinesiske skønhedrutiner

Jeg kan ikke styre det, for jeg er ovenud fascineret.
Min allernyeste fetish, som vel har ligget og luret de sidste fem måneder, er at gå i butikker med skønhedsprodukter.
Jeg gør det ikke, fordi jeg selv leder efter produkter. Det er ret umuligt at få noget ud over makeup, neglelak og shampoo, hvis man er fra vesten og ikke ikke ønsker at blive hvidere af alt deres whitening stuff.
Men de har skønhedsgadgets. I alle mulige og ikke mindst umulige afskygninger.
Som jeg før har nævnt her på bloggen, så har kineserne- fra et vestligt synspunkt ihvertfald nogle meget mærkelige skønhedsidealer.
De vil gerne have store øjne, små munde og så vil de gerne være hvidere.
Og de har produkterne til det, de er ihvertfald i industrien. Om de så virker, det er svært at vide, jeg har desværre ikke tænkt mig at prøve dem.
Men det er fascinerende at kigge på produkterne. For butikkerne bugner med dem.
Jeg var på shopping med min kinesiske veninde, og hun forklarede mig, hvad de forskellige gadgets skulle bruge til. Hun bruger dem ikke selv, da hun er meget ikke-kinesisk tænkende, men hun kunne naturligvis læse op af den udførlige brugsanvisning, så hendes undrende danske veninde kunne få stillet sin nysgerrighed.
Her kommer et par stykker af de gadgets, vi fandt den dag.

"The slim mouth piece" er beregnet til at tone ansigtsmusklerne ved at udvide og sammentrække dem. Samtidig hjælper den med at tabe fedt rundt omkring munden? Man skal sætte den ind i munden, og så skal man bare træne to til tre minutter om dagen for at opnå den ønskede effekt. Brugsanvisningen siger ikke noget om hvor mange dage, der går, før effekten indtræder, men den siger, at der ikke går længe. Hvis man er flittig med sin mundtræning, kan man derfor regne med hurtigt at få en større og slankere mund. Det lyder måske mærkeligt, da kinesiske piger gerne vil have en lille og sexet trut- og "kys mig straks"- mund. Men fabrikanten har svaret. En slankere og større mund får åbenbart ansigtet til at se mindre ud! Og vi har vel alle kigget i spejlet om morgenen og tænkt, "hvis jeg bare havde et mindre ansigt...?" Kineserne tænker det efter sigende!
The eye clip dual er et uundværligt produkt. Eftersom trenden hos forældregenerationen i familien Funch pt. er at få fjernet løsthængende- overskudshud over øjenlågene, var "the eye clip dual" måske den gave, som medlemmerne af min familie ikke vidste, at de havde ønsket sig. Så kunne de går rundt med klemmer i øjenlågene, istedetfor at skulle igennem smertefulde skønhedsoperationer, som fjerner rullegardinerne, og giver dem udsynet tilbage.
Men det er selvfølgelig ikke overskudshuden, som kineserne sætter klemmerne i.
For det er den, de går og drømmer om at have.
Huden, som hos os sidder i folder over øjenlågene, og som i fugtigt klima gør, at ethvert forsøg på at pynte sig med en diskret eyeliner eller øjenkygge i løbet af ti minutter udvikler sig til en pendant til pandaens sorte område omkring øjnene, er det som kineserne køber klemmer for at opnå.
Om det virker, det ved jeg ikke, men hvis det ikke gør, så har de ved et operativt indgreb mulighed for at opnå den samme effekt ved en hudtransplantation. Og nogle af dem gør det rent faktisk!
"The hoppe up roll nano" er et redskab, som kan være med til at styrke ansigtets muskler. Ifølge min kinesiske veninde Yvonne, så siger brugsanvisningen, at "the hoppe up roll nano" faktisk kan hjælpe os med at genvinde ungdommens skønhed. Da hun sagde det, kiggede hun på mig og smilede, og jeg vil da også indrømme, at jeg et sekund overvejede, om det her bud fra den asiatiske skønhedsindustri kunne være det skønhedsprodukt, som skal få mig igennem trediverne.
Man sætter den på kinderne, og så giver den en ansigtsløftning. Igen siger brugsanvisningen dog ikke noget om, hvor længe man skal vente på at genvinde sine teenagetræk, men den strammer op, og munden, som med årene kan begynde at vende nedad, med mindre man smiler, kan "the hoppe up roll nano" være med til at vende opad igen. Så muligheden står vel mellem at købe denne sikkert udmærkede asiatiske skønhedsgadget eller simpelthen bare at blive ved med at smile...

Min fascination og undren over de her produkter gør, at jeg må ind i hvilken som helst skønhedsbutik, jeg passerer. Det er virkelig sjovt, og jeg gad godt vide, hvem der køber de her produkter, og om der overhovedet er nogen, der tror på, at de virker. Men det er vel bare den samme historie som alle whitening-produkterne. Jeg elsker det her sære land!

Nu er det snart d. 4. juni

Billederne her viser statuen, "Pillar of shame" (bunke af skam), som er udført af den danske kunstner Jens Galschiot, og som står på mit universitet, Hong Kong University.
Skulpturen blev første gang vist frem ved mindehøjtideligheden i 1997, det år da Storbritanien gav Hong Kong tilbage til Kina, og siden blev den opstillet på Hong Kong University.
"Pillar of Shame" forestiller 50 fordrejede og ødelagte kroppe som symbol på de der døde, da regeringen greb til våben overfor sine egne indbyggere i Beijing i 1989.
På skulpturens messingplade, står der en meget sigende tekst, som jeg får kuldegysninger af at læse.
"The old cannot kill the young forever," (de gamle kan ikke slå de unge ihjel for evigt) som hentyder til regeringens indgreb mod de studerende i Beijing i 1989.
I Hong Kong tydes teksten ligeledes som en kommentar til den måde, hvor på de "gamle mænd" i CCP, Kinas kommunistparti holder al opstand og nytænkning i Kina i et jerngreb.




Det er snart d. 4. juni. En dato som jeg ser meget frem til. Nemlig den dato hvor massakren på Tiananmen Square i Beijing kan fejre sit 20. år, og den dato hvor den store, årlige mindehøjtidelighed afholdes i Victoria Park i Hong Kong.

For jeg er stadig i Hong Kong. Universitetet er slut, eksamenerne er overståede, og de fleste, jeg kender, er rejst. Men det er stadig spændende. Byen er stadig fuld af overraskelser, og de omkringliggende øer har jeg tænkt mig at udforske yderligere.
Og så forsøger jeg at kigge på min hovedopgave. Jeg føler mig inspireret her ude, så det er vel bare med at udnytte det.

Jeg havde egentlig overvejet at rejse ud, men jeg vil så gerne deltage i mindehøjtidlighederne på 20-årsdagen for Tiananmen Square massakren.
Som nævnt foregår højtideligheden i Victoria Park her i Hong Kong, og det er meget stort for byens indbyggere.
Hong Kong er et fristed, hvor den slags kan lade sig gøre, og derfor er det det eneste sted, at man mindes den junidag i 1989, hvor kommunistpartiet satte militæret ind mod Beijings indbyggere.
I dag ved man stadig ikke nøjagtigt hvor mange mennesker de døde, da soldaterne gik ind i Beijing.
Men billederne af kinesiske tanks og bevæbnede kinesiske soldater, som gik til angreb mod sit eget folk, er noget som står meget klart i specielt Hong Kongs indbyggeres erindring.

For man taler ikke om det i Kina.
Der er lagt låg på fra regeringens side, og frygten for en lignende opstand gennemsyrer den politik, som kommunistpartiet fører i dag.
Skolebørn lærer ikke noget om det i historietimerne, og forældrene taler ikke om det.
Kineserne vil helst glemme det, og det er ikke noget, man spørger til. For spørger man, så kan den almene kineser ikke huske noget om det...
Desuden er Kina i dag et land som anført af præsident, Hu Jintao går meget op i at fremstå som et "harmonisk samfund".
Man er stolt af den økonomiske fremgang, man ønsker at glemme fortidens problemer, og så er opstande og demonstrationer selvfølgelig også bandlyste.
Men i Hong Kong husker man Tiananmen Square. Og man har ingen intentioner om at glemme, hvad der skete den dag, da regeringen greb til våben overfor dets eget folk.

Da man i Hong Kong fik kendskab til begivenhederne i Beijing d. 4. juni 1989, gik næsten en million mennesker, det der dengang svarede til hver sjette beboer i Hong Kong, på gaden for at vise sympati for Beijings indbyggere.

Efterfølgende flyttede tusindvis af Hong Kongs beboere overseas i afmagt og afsky over begivenhederne.

Siden da er titusindvis af mennesker hvert år mødt op i Victoria Park i Hong Kong for at mindes begivenhederne i 1989.
De mødes der hvert år, for at vise deres uenigheder i den måde som kommunistpartiet styrer Kina på. Og så kommer de ligeledes for at gøre opmærksomme på, at Hong Kongs indbyggere ikke har tænkt sig at give afkald på deres rettigheder, når Hong Kong en dag efter den lange overgangsperiode med "et land-to systemerpolitikken" fuldgyldigt inddrages i Kina.

Den 4. juni mindes med stearinlys, sange og taler, og jeg glæder mig meget til at være tilstede på 20-årsdagen for begivenhederne på Tiananmen Square.

Farvel til mit fine, fine universitet

Nu er det meget snart ved at være slut.
Jeg elsker den her by, dens puls, dens forskelligheder og ikke mindst det smukke universitet, som den rummer. Og som jeg har haft så mange gode, lærerige og spændende stunder på de sidste fem måneder,
Jeg er slet ikke klar til at forlade Hong Kong!
Heller ikke selv om jeg skal til Indonesien og Malaysia de sidste fem uger, inden jeg skal hjem til Danmark.
Universitetet har været perfekt! Jeg forstår ikke, hvor tiden er blevet af... Jeg har haft min sidste eksamen, alle er rejst, og nu kigger jeg ligeså stille (helt stille og roligt) på hovedopgave.
Ja, og så kommer Jan d. 11 juni, hvor efter jeg skal agere guide i et fem dages ride igennem Hong Kong, og så rejser vi til Indonesien og Malaysia d. !6. juni.

Jeg kommer til at savne det her sted så meget. Universitetet har virkelig været den bedste ramme om mit studieliv her i byen. Spændende undervisning med interessante og pudsige medstuderende i de smukkeste rammer. Det har været en oplevelse, og jeg håber, at jeg kommer tilbage en dag. Snart helst!


Universitetets knudepunkt med Starbucks til venstre (det kan man ikke se) og Main Library til venstre. Her på pladsen er der ofte foredrag, debatter og udstillinger. Det hele foregår dog for det meste på cantonesisk, så vi forstår det desværre sjældent...



Graduates foran statuen af Sun Yat-Sen, som var kinesisk revolutionær og politisk leder, og som ofte omtales som "Fader til det moderne Kina".
Sun Yat-Sen spillede en stor rolle i at styrte Qing-dynastiet, og han blev den første præsident af Republikken Kina, da den blev dannet i 1912.

"I feel as though I have returned home, because Hong Kong and The University of Hong Kong are the birth place of my knowledge." Store ord sagt af Sun Yat-Sen på HKU's Loke Yew Hall i 1920. Måske kommer jeg en dag til at sige noget lignende, hvis jeg bliver præsident i Kina?

Åkander på campus. Der er rigtigt mange fine steder at sidde og mange grønne pletter på universitetet. Unge, nygifte par, der får taget bryllupsbilleder er et hverdagssyn her.

De samme graduates som før, med lidt mere af stisystemet. Den her vej har jeg gået hver gang, jeg har skullet have tre af mine fire fag. Altså flere gange om ugen. Kantinen, banken og supermarkedet ligger også denne vej, så det er normalt et ret trafikeret område.

Elliot Hall, som er her hvor HKU Journalism and Media Centre hører til. Smuk bygning- betydeligt smukkere end DJH. Og betydeligt mere interessant undervisning man får her.

Maskerade

Så er maskerne for alvor kommet frem i Hong Kong.
I går aftes landede vi i lufthavnen efter en uge i silende regn på Filippinerne.
Kusine Ditte og Sigrid er kommet på besøg, og derfor tog vi på en lille get a way.
Eksamenerne nærmer sig, og Camilla og jeg mente, at det var en go ide at tage derover, så pigerne kunne slappe af på stranden, mens vi læste til eksamen. Vi fik selvfølgelig hverken gjort det ene eller det andet. For det første er det svært at læse i alt for godt selskab, og for det andet, ja- så stod det ned i stænger hele ugen...
Så vi tog hjem.

Da vi landende var lufthavnen i højeste beredskab.
I går aftes bekræftede Hong Kong det første tilfælde af svine influenza. (jeg har stadig ikke helt dannet mig overblik over, hvad det betyder? Det er vist ikke så slemt, som det gøres til, eller hva?). Så vi skulle udfylde skemaer om, hvor vi havde været, om vi havde feber eller var utilpasse, og så skrev vi selvfølgelig til sidst under på, at vi ikke fejlede noget.
Kina- og Hong Kongs sundhedsberedskab har været diskuteret, siden SARS-udbruddet i 2003, hvor 296 i Hong Kong døde af SARS og 1755 blev syge. Kina glemte dengang at fortælle resten af verden, at de havde en smule problemer med en relativt farlig sygdom, og derfor kom det først til resten af verdens kendskab, at der var noget, der hed SARS, da det var en lille smule for sent!
I Hong Kong havde man derfor, da udbruddet var på sit højeste, 60 til 80 nye tilfælde af sygdommen hver dag.
Hong Kongs høje befolkningstæthed, den tætte forbundethed med Kina og Hong Kongs status som Asiens finanscentrum og som indehaver af Asiens travleste lufthavn viste sig at være fatal i forbindelse med udbrud af verdensomspændende sygdomme.
Men kritikken af det manglende beredskab dengang har betydet, at man siden har været meget opmærksomme på smittefarer.
Som tidligere nævnt her på bloggen, går de lokale med masker, når de er forkølede, og når de har feber.
Overalt er der skilte, som forklarer, hvordan man vasker sine hænder, hvordan man trækker ud i toilettet uden, at der spredes bakterier, og skilte om at man ikke må spytte, da det indebærer en risiko for, at der spredes sygdomme.
På hospitalerne har man oprettet specielle isolationsrum, som man ikke er bleg for at bruge, og i lufthavnen er der indført infrarøde scannere, som måler ankomne passagerers temperatur.
Kina og Hong Kong arbejder nu tæt sammen med WHO i frygt for, at en lignende sundhedsskandale skal opstå. Og selvfølgelig for at pleje det image over for resten af verdenssamfundet, som dengang blev en smule plettet.

Med det ene tilfælde af bekræftet svine influenza er beredskabet nu sat i gang. Maskerne var derfor i går aftes fundet frem i lufthavnen hos både passagerer og ansatte.
Jeg talte med en medarbejder i lufthavnen, som fortalte, at de ansatte bar masker pga. et bekræftet tilfælde., og det var der, at vi fandt ud af, at svine influenzaen var kommet til byen.

Ditte og jeg fik udleveret en maske af medarbejderen, men det føles mærkeligt som dansker at gå rundt med maske.
Desuden kan jeg ikke lade være med at have fornemmelsen af, at de nu overreagerer, og at de reagerer på en frygt, som vi slet ikke kender til.

Hotellet i bydelen WanZhai, som den syge boede på, er nu spærret af.
Gæsterne og de ansatte på hotellet skal være i karantæne der inde i en uge.
Imens venter Hong Kong på flere tilfælde af influenzaen.
Og samtidig går livet videre, som det plejer her i Hong Kong.
For vi andre, som ikke føler os som en del af panikken, ihvertfald.



Her et et link til en artikel om sygdommens indtog i Hong Kong:
http://www.nytimes.com/2009/04/27/world/asia/27kong.html

De spionerer sgu stadig, de labaner..

Vi havde en historie her ude i sidste måned, som var ret stor... 1295 computere i 103 lande er blevet hacket af CCP.
Altså man hørte selvfølgelig ikke noget om den i de kinesiske medier, men nogle meget kloge mennesker i Canada har fundet ud af, at den kinesiske regering har et kæmpe spionnetværk, som spionerer i computere verden over. Et GhostNetwork...

Især ambassader og udenrigministerier rundt omkring har de haft fingrene i. Det er en slags industrispionage, mener man.
Måske ved I det allerede?
Hackerne har taget kontrol over computere, og de har kunnet overvåge lokalerne de stod i vha. videovågning, som de åbenbart har kunnet installere i computerne..
Udenrigsministerier i Iran, Bangladesh, Letland, Indonesien, Filippinerne, Brunei, Barbados og Bhutan er blevet hacket, og det samme er indiske, sydkoreanske, indonesiske, rumænske, cypriotiske, thailandske, tyske og pakistanske ambassader...

Researcherne mener dog, at GhostNetworket var påtænkt regeringer i Asien.
Efterforskningen begyndte for ti måneder siden, fordi man fra Dalai Lamas kontor havde en mistanke om, at nogen havde infiltreret computerne.
Og det var der nogen, der havde gjort, viste det sig så ti måneder senere...

Grunden, til at jeg skriver det, er, at jeg synes det er en vild historie, som siger meget...
Kina er virkelig et spændende land. Politisk er det så spændende og skruppelløst... Og så uforståeligt anderledes, end hvad vi er vant til i Europa...
Måske er det bare mig, der er ved at blive en smule Kina-nørdet...

Men her er et link, hvis I synes, det er spændende:

http://news.bbc.co.uk/2/hi/americas/7970471.stm

og til rapporten:
http://www.scribd.com/doc/13731776/Tracking-GhostNet-Investigating-a-Cyber-Espionage-Network

Ellers går tingene stille og roligt her ude.
Vi har rigtigt travlt lige nu. Store opgaver inden revision week, som begynder fredag d. 24. Jeg skal være færdig med alt til d. 24.For der kommer kusine Ditte og Sigrid, og så tager tøserne til Filippinerne på læseferie.. :-) Jeg har eksamen d. 6., 8. og 11. maj...

Lige nu er det ikke specielt sjovt. Eller det vil sige, jeg kommer konstant til at at presse sjov ind i mine stramme, stramme tidsplaner, som hele tiden bliver endnu strammere, fordi det er så svært at sidde inde og skrive opgaver, når verdens fedeste by ligger og lokker lige udenfor vinduet!
Men når jeg ikke springer over, så skriver jeg akademiske opgaver. Ja, jeg bedriver videnskab. Om køn i Kina, om hvordan omverdenens pres på CCP efter SARS har påvirket partiets sundhedspolitik, og så lige en om bombningerne af den kinesiske ambassade i Belgrade- og hvordan partiet brugte medierne til propaganda mod USA og FN.
Jeg famler mig frem, må jeg sige.. DJH har godt nok pillet min fattige universitetslærdom ud af mig, så jeg forsøger mig bare...
Det lykkedes mig rent faktisk at aflevere et essay uden bibliography...

Nå, må hellere smutte i seng. Er ved at blive en natteravn.
Der er iøvrigt tre måneder til, at jeg lander Danmark i dag.
Vildt nok.

Måske er det fordi, vi ikke har skyskrabere i Sindal...

...endnu ihvertfald, men Hong Kong er altså helt speciel i kraft af sin smukke, smukke skyline.
Jeg blir helt betaget hver gang, jeg går en tur i Central i aftensmørke.
Det er virkeligt smukt.
Og på en måde som jeg ikke har oplevet før.
Det er smukt på en overdrevet, "her er ingen begrænsninger, og intet er for stort og prangende"- måde.
Måske er det derfor, at jeg virkelig elsker at være her. For det er som om, at Hong Kong får mig til at få lyst til at turde.
For Hong Kong er mulighedernes by, for de som tør.
Finanskrise eller ej- den her by er noget helt særligt.

Det her var bare en gåtur en almindelig tirsdag aften.



Den høje luftfugtighed ses som aftegninger på himlen.
Noget af det er nok også smog... :-)

Min kinesiske veninde, Xin, jeg og min tyske veninde, Patricia på en tagterrasse under IFC, som er Hong Kongs højeste skyskraber. Her endte vores to timers lange gåtur rundt i finansdristriktet.

Danmarkskortet. Og så er der forøvrigt ingen, der ved, hvem Anders Fogh er i Hong Kong.

Her i Hong Kong bliver jeg mere og mere overbevist om, at Danmark ikke spiller den rolle i verden, som vi selv går og tror.
Jeg har ellers virkelig forsøgt at promovere mit land.
For det er sjovt, hvordan det at komme om på den anden side af jorden til et helt andet system, og det at jeg dagligt taler med folk fra alle mulige afkroge af verden, betyder, at Danmark for mig pludselig virkelig burde være et foregangsland for mange andre lande.

Det er vi måske også. Det mener vi ihvertfald selv, at vi er. Det fungerer måske i vesten. Men herude er de da fuldstændigt ligeglade.
De ved ikke engang, hvor Danmark ligger. Eller Skandinavien for den sags skyld, men de har hørt, at Europa er meget gammelt.
Det, at de fuldstændigt negligerer Europa har betydet, at jeg er begyndt at trække, det vi danskere her ude kalder "Danmarkskortet."
Det betyder, at når vi diskuterer forskellige problematikker i Kina, så byder jeg lige ind med, "Well, I'm from Denmark. And in Denmark..... bla bla bla."
Danmarkskortet blev bl.a. trukket i sidste uge i "Governing China," som er mit indenrigspolitiske fag om Kina.

Vi diskuterede fattigdom i de landlige områder, og hvordan man i de områder har rigtig dårlig adgang til offentlige hospitaler og lægehjælp generelt.
Vi diskuterede, hvad man kunne gøre ved det, og da trak jeg kortet.
Jeg fortalte om det danske velfærdssystem og om, hvordan vi i Danmark betaler mange penge i skat, så alle har mulighed for at komme på hospitalet og til lægen og alle de andre offentlige ydelser, som vi har adgang til.

Her skal det lige indskydes, at kinesere og hong kongkinesere ikke lige er det folkefærd, som er nemmest at imponere. Medmindre det kommer til karaoke selvfølgelig. For de sad bare og måbede, da jeg var færdig med mit lille reklameindslag for Danmark.
Der var helt stille, og endelig spurgte min tutor, Guo, som iøvrigt er medlem af partiet, og som ikke hilste på mig en aften, hvor jeg mødte hende udenfor universitetet, svagt, for hun er meget genert:
"Do you think something like that could work out in China?"
Folk sad stadig og måbede, for de siger heller ikke meget.
Endelig var der én, der gad at reagere.
"It would never work out. To much corruption."
Jeg vidste bare, at de ville svare på den måde.
Og der er meget korruption i Kina, og i de mindre provinsregeringer ikke mindst.
Men det svar er bare så typisk og irriterende kinesisk. Og svaret betyder bare, at de ikke har tænkt sig at kæmpe for, at det skal blive ændret.
For de har deres på det tørre, og de kan måske komme til USA, hvis de er heldige, og der kan de tjene penge, og så behøver de ikke at bekymre sig om, hvordan det går i deres eget land.

Jeg oplever nemlig gang på gang, at kineserne i mine politiske fag overhovedet ikke interesserer sig for andet end at komme til USA. Derfor interesserer de sig for USA, mens resten af verden kan rende dem.
De interesserer sig ikke engang for at diskutere deres eget land. De siger kun noget i de såkaldte tutorials, som er hold på 10 til 15 studerende, fordi de skal gøre det for at bestå. Derudover diskuterer vi aldrig de tekster, vi læser. Vi ser dem bare som værende sande. De overvejer ikke, hvem der har skrevet dem, eller om noget mangler at blive belyst.

Og så siger de næsten ikke noget. Og når de endelig siger noget, så er det altid enten opgivende, det kan ikke lade sig gøre, eller også er det noget med, jamen Kina gør det jo så godt, og vi har haft en voldsom økonomisk vækst.
Jeg ved godt, at Kina stadig er et U-land, som er i kraftig økonomisk vækst.
Men derfor kunne man da godt bare overveje at gøre noget ved at løse de store problemer med fattigdom, menneskerettigheder, miljø, og samtidig kunne man måske også stille spørgsmålstegn ved, om et parti som bestemmer det hele, og som slår sine egne folk ihjel, er den eneste og bedste løsning.
Jeg har virkelig et problem med, at de mennesker som jeg læser på uni med, er blomsten af Kinas ungdom. For det er de.
Men de er fuldstændigt ligeglade. De stiller ikke engang spørgsmålstegn ved, om noget kan forandres, eller om det de får at vide, virkelig er sandheden.
For de tænker kun på at komme til USA for at tjene penge. Og de er så vant til at rette sig efter CCP's regler, som styrer Kina med jernhånd, så de kan slet ikke se mulighederne. De ser virkelig kun begrænsningerne. Og de reflekterer ikke. De gør, som de skal, og som de bliver bedt om, og så gør de ikke mere. Hvis de reflekterer, så siger de det ihvertfald ikke højt, og så er man lige vidt.

Derfor forsøger jeg at fortælle dem om det land, hvor jeg kommer fra.
Hvor man råber op, hvis der er noget, man er utilfreds med. Hvor vi forsøger at holde folk, der ikke har så meget at gøre med på en vis levestandard, og hvor man må sige sin mening, og hvor man interesserer sig for verden udenfor.

Jeg ved det ikke...
Men måske er jeg bare skuffet, fordi ingen i dag har nævnt eller har vidst, at Anders Fogh er blevet generalsekretær i NATO. De ved ikke engang, hvem han er. Og måske er jeg bare skuffet, fordi de ikke synes, at Lars Løkke ligner en statsmand i sit cykeltøj, når jeg viser dem billederne af Danmarks nye statsminister.

Og så tog vi på stadion

Camilla til venstre, fuld viking og Christiane til højre...


Som nævnt tidligere så har Hong Kong i denne weekend været fyldt med rugbyfans fra hele verden. "Rugby Sevens" blev spillet fredag, lørdag og søndag på Hong Kong Stadium i Causeway Bay. Som studerende kom vi fredag ind til 50 HK$, og det var alle 40 kroner værd. Og så meget mere til. Stemningen var utrolig. Folk gik bananas, selv om det stod ned i stænger. Vi var en masse fra Hong Kong Universitet, så der var masser af dejlige mennesker at drikke fadøl med, mens kampene blev spillet på plænen. Vi var der kun til de indledende puljekampe fredag, og turneringen fortsatte lørdag og søndag, men hvor var det fedt... Det var en kæmpe fest med udklædninger, musik, dejlig sport og masser af fadøl. Festen fortsatte i LKF, som er Hong Kongs udbyggede udgave af Jomfru Ane Gade.

Hong Kong Stadium i Causeway Bay med skyskrabere i baggrunden. Det regnede det meste af eftermiddagen, men stadion blev fyldt, som regnen fortog sig hen mod aften.
Camilla, Peter og Mac, som er Peters amerikanske ven.
Patricia og jeg iklædt sorte plastiksække, som vi stjal på toilettet.
Stadionvagt i regnvejr. Endnu en kineser som ikke har problemer med at ta en lur hvorsomhelst og nårsomhelst.
Stadion.
Det var så go en dag, jeg var meget glad...
Xin, jeg og Patricia umiddelbart efter at vi havde fundet de sorte sække i skabet på toilettet.

En stor dag!

Uuuuuuh hvor har jeg ventet på den her dag! I dag skal wannabe-rugbyspilleren ud og se de professionelle! Hong Kong er på den anden ende. "The Sevens" er kommet til byen.
Fredag, lørdag og søndag spilles der rugby i verdensklasse på Hong Kong Stadium, som har plads til 40.000 tilskuere.
Billetterne koster 1500 HK$ for hele weekenden, men som studerende får man en fredagsbillet til sølle 50HK$. Så en stor del af HKU's hårdt prøvede studerende tager i dag til Causeway Bay for at se rugby. Og vi glæder os.
Camilla og jeg varmede lige op med en omgang rugbytræning igår aftes. Vi har en turnering d. 11. marts, og vi er satme stadig ikke ret gode.
Men jeg har planer om at gå i skarp træning de sidste 14 dage inden turneringen. For de spillere, vi møder, de spiller virkelig ikke for sjov.
Det er store kinesiske piger, som jeg ikke har set så store før. Mange af dem har kort hår, et dræberblik i øjnene, brede skuldre, som sidder lige under ørerne, og lår som kan slå ihjel. Ved ikke, hvad de får til morgenmad, men de er ihvertfald meget stærkere og større end mig!
Men det er så fed en sport. Man må virkelig tackle igennem, og der er faktisk meget taktik i det. Når man ser de professionelle, så er de så fysisk stærke, at spillet konstant stopper, fordi de virkelig kan låse hinanden. Det sker ikke rigtigt på HKU's pigehold.
Men vi er begyndt at træne med drengene, og så kommer der meget mere power på.
Som Kristine siger, så er "det helt vildt random," at jeg har valgt den her sport. Men det er virkelig fedt, og det er fedt at få lov at prøve noget helt nyt, når jeg har muligheden for det. Og så spiller vi på de smukkeste baner lige ned til vandet.
Og så er der lige i dag, hvor vi skal ud og se de rigtige, professionelle topspillere. Det blir så fedt! Det er en fest med udklædninger, fadøl og det hele, og Hong Kong er indvaderet af engelske, skotske og new zealandske fans. I dag bliver altså en rigtig stor dag!

En lille update

Det regner! Og det regner, og det regner... Lige som vi troede, at vejret var blevet stabilt, så vågnede vi i går op til en thunderstorm af dimensioner. Det har været ulideligt varmt, så jeg havde det måske på fornemmelsen, men da vinduet smækkede op i går morges, så var det da lige, at jeg blev mindet på, at vindene er lidt vildere her, regnen kommer i kaskader, og den er tung, og der er meget af den. Torden ved hav og omkring bjerge er lige en tand vildere end i Århus eller på Nørrebro. Men det var smukt. Satte mig op i sengen og kiggede ud på scenariet.
I dag ser vejret ud til at blive noget lignende.
Skal på visakontor for at se, om jeg kan få et visum til Kina. Det blir lidt spændende, for jeg har et såkaldt J2-visum i mit pas, fra da jeg besøgte Beijing for JP. Det er et journalistvisum, og det er ikke så heldigt. Normalt rejser journalister, som arbejder i Kina, ind på et turistvisum, mens andre opretter en fiktiv business og får et businessvisum for at få lov at være i fred. Da jeg jo var inviteret på pressetur, så har jeg selvfølgelig fået et rigtigt J-visum. Og det kan gi problemer, da Kina jo efter OL, da reportere og verdens øjne havde fjernet sig fra riget i midten, igen strammede op overfor udenlandske journalister. Men jeg har tænkt mig at være blid som et lam overfor robotmenneskerne på visumkontoret. Og så har jeg tænkt mig at flashe mit Hong Kong studentvisa. De skal ikke få mig, for vi skal på tur med journalistklassen til en tv-station i Shenzhen, og vi skal besøge det såkaldte "Pearl River Delta," som er stedet, hvor alverdens goods fra Kina bliver produceret. Pt. ligger det vist nærmest øde hen pg.a finanskrisen, og folk mister deres job. Vil rigtigt gerne se sidstnævnte. Så jeg vil med, de kan ikke holde mig ude, de labaner...
Ha en dejlig dag, når I står op. Jeg tager på visumkontoret...

Bare en almindelig dag på kontoret

Nogen gange er det et eventyr bare at gå udenfor døren. Fredag skulle jeg til Kennedy Town, som ligger i gåafstand til, hvor jeg bor. Vi skulle bare hente noget frugt, og tyske Patricia skulle have de kinesiske æggetærter, som hun havde haft lyst til hele formiddagen.
Vi gik ned af nogle trapper, som vi ikke havde været på før. Og pludselig var vi i et meget kinesisk boligkvarter. Dejligt, når en hverdagsting som at handle pludselig udvikler sig til en tur i tempel, et besøg i en kirke, hvor præsten viser rundt, en klaverkoncert i en pianoforretning, et indblik i børnenes leg på basketbanen og i det hele taget bare en dag, som blev meget sjovere og oplevelsesrig end forventet...
Kennedy Town. Et meget kinesisk kvarter, hvor der handles på gaderne.
Kennedy Town. Her findes boder og butikker med alt muligt skrammel... Hele butikker kun med gamle vandhaner, skruer og hvad man ellers lige kan finde på at sælge.
Kig fra en schweizisk kirke ned på basketbanen. Vi gik bare ind, og præsten fandt os. Han viste os rundt i det, som viste sig at være en kirke og en skole i et. Børn i alderen fra fem til 19 år har deres daglige gang her, og efter skole spiller de basket i skolegården.
Overalt i Hong Kong findes sportsanlæg, og i enhver gård og på tage er der fodbold- og basketbaner. Børn og unge spiller overalt, og børnene har masser af idræt i skolen. Her kunne Danmark lære noget.
Patricia fik sin længe ønskede æggetærte. En kage med bund som en jordbærkage men med fyld af æg og noget sødt stads. De er virkelig til søde sager her i byen...
Hvordan kan man en hel formiddag have lyst til sådan en klam kage...? Tyskere er ikke som de fleste.
Kø i et kinesisk supermarked i Kennedy Town.
Pige i det kinesiske boligområde, som vi aldrig havde været i før.
Foto ind ad vinduet i bolig.
Patricia foran det lille hus, som vi bl.a. så i det kinesiske område. Hong Kong-mennesker er meget udendørs, fordi de har så små boliger. Syv millioner mennesker stoppet ind på et område på størrelse med Lolland-Falster giver ikke meget plads til udfoldelse i hjemmet.
Dame som lufter sin fugl udendørs. Meget almindeligt i Hong Kong.
Filippiner der lufter hund i Hong Kong. Også et hverdagssyn. Men den her hund er nok den grimmeste, jeg endnu har set...
Patricia i døren foran det lille tempel, vi stødte på.
Lamper i templet.
"Alterbordet" i templet.
Nogle af templerne er virkelig flotte og farverige. Det her er ret simpelt men meget smukt og enkelt.
Templet udefra.
Et lille udendørs alter i boligområdet.

Skønne Filippinerne

Som jeg har nævnt tidligere, har vi netop haft endnu en ferie fra Uni. Reading Week blev for mit vedkommende afholdt i Filippinerne. Her er dejlige billeder fra en uge som bestod af læsning (flittige studerende medbringer lektier på ferie), afslapning, masser af badning og det fedeste snorkling som jeg nogensinde har oplevet.... Skøn, skøn ferie!
Vandet er, som det ses, helt turkisblåt, og havet rummer så mange forskellige fisk i alle mulige former og farver...
Fiskermand vi mødte på vores snorkeltur. Vi havde egen båd og udstyr for ingen penge i en hel dag...
White Beach ved aftentide. Bådene slår anker.
Ud for denne strand midt i ingenting fik vores båd motorstop i et par timer. Intet problem når man er midt i paradis, og når man har oceaner af tid.
Camilla ved solnedgang på stranden.
Peter på båden.
Camillas snorkel virkede ikke, så hun fik vest på, så hun kunne ligge i havoverfladen med maske og kigge på fiskene. Skønt billede.
Klar til snorkling med solen i øjnene.
White Beachs smukkeste dame med det skønneste navn. Esperanza (håb) er en 72-årig dame, som sælger mango. Sikke en udstråling.