Danmarkskortet. Og så er der forøvrigt ingen, der ved, hvem Anders Fogh er i Hong Kong.

Her i Hong Kong bliver jeg mere og mere overbevist om, at Danmark ikke spiller den rolle i verden, som vi selv går og tror.
Jeg har ellers virkelig forsøgt at promovere mit land.
For det er sjovt, hvordan det at komme om på den anden side af jorden til et helt andet system, og det at jeg dagligt taler med folk fra alle mulige afkroge af verden, betyder, at Danmark for mig pludselig virkelig burde være et foregangsland for mange andre lande.

Det er vi måske også. Det mener vi ihvertfald selv, at vi er. Det fungerer måske i vesten. Men herude er de da fuldstændigt ligeglade.
De ved ikke engang, hvor Danmark ligger. Eller Skandinavien for den sags skyld, men de har hørt, at Europa er meget gammelt.
Det, at de fuldstændigt negligerer Europa har betydet, at jeg er begyndt at trække, det vi danskere her ude kalder "Danmarkskortet."
Det betyder, at når vi diskuterer forskellige problematikker i Kina, så byder jeg lige ind med, "Well, I'm from Denmark. And in Denmark..... bla bla bla."
Danmarkskortet blev bl.a. trukket i sidste uge i "Governing China," som er mit indenrigspolitiske fag om Kina.

Vi diskuterede fattigdom i de landlige områder, og hvordan man i de områder har rigtig dårlig adgang til offentlige hospitaler og lægehjælp generelt.
Vi diskuterede, hvad man kunne gøre ved det, og da trak jeg kortet.
Jeg fortalte om det danske velfærdssystem og om, hvordan vi i Danmark betaler mange penge i skat, så alle har mulighed for at komme på hospitalet og til lægen og alle de andre offentlige ydelser, som vi har adgang til.

Her skal det lige indskydes, at kinesere og hong kongkinesere ikke lige er det folkefærd, som er nemmest at imponere. Medmindre det kommer til karaoke selvfølgelig. For de sad bare og måbede, da jeg var færdig med mit lille reklameindslag for Danmark.
Der var helt stille, og endelig spurgte min tutor, Guo, som iøvrigt er medlem af partiet, og som ikke hilste på mig en aften, hvor jeg mødte hende udenfor universitetet, svagt, for hun er meget genert:
"Do you think something like that could work out in China?"
Folk sad stadig og måbede, for de siger heller ikke meget.
Endelig var der én, der gad at reagere.
"It would never work out. To much corruption."
Jeg vidste bare, at de ville svare på den måde.
Og der er meget korruption i Kina, og i de mindre provinsregeringer ikke mindst.
Men det svar er bare så typisk og irriterende kinesisk. Og svaret betyder bare, at de ikke har tænkt sig at kæmpe for, at det skal blive ændret.
For de har deres på det tørre, og de kan måske komme til USA, hvis de er heldige, og der kan de tjene penge, og så behøver de ikke at bekymre sig om, hvordan det går i deres eget land.

Jeg oplever nemlig gang på gang, at kineserne i mine politiske fag overhovedet ikke interesserer sig for andet end at komme til USA. Derfor interesserer de sig for USA, mens resten af verden kan rende dem.
De interesserer sig ikke engang for at diskutere deres eget land. De siger kun noget i de såkaldte tutorials, som er hold på 10 til 15 studerende, fordi de skal gøre det for at bestå. Derudover diskuterer vi aldrig de tekster, vi læser. Vi ser dem bare som værende sande. De overvejer ikke, hvem der har skrevet dem, eller om noget mangler at blive belyst.

Og så siger de næsten ikke noget. Og når de endelig siger noget, så er det altid enten opgivende, det kan ikke lade sig gøre, eller også er det noget med, jamen Kina gør det jo så godt, og vi har haft en voldsom økonomisk vækst.
Jeg ved godt, at Kina stadig er et U-land, som er i kraftig økonomisk vækst.
Men derfor kunne man da godt bare overveje at gøre noget ved at løse de store problemer med fattigdom, menneskerettigheder, miljø, og samtidig kunne man måske også stille spørgsmålstegn ved, om et parti som bestemmer det hele, og som slår sine egne folk ihjel, er den eneste og bedste løsning.
Jeg har virkelig et problem med, at de mennesker som jeg læser på uni med, er blomsten af Kinas ungdom. For det er de.
Men de er fuldstændigt ligeglade. De stiller ikke engang spørgsmålstegn ved, om noget kan forandres, eller om det de får at vide, virkelig er sandheden.
For de tænker kun på at komme til USA for at tjene penge. Og de er så vant til at rette sig efter CCP's regler, som styrer Kina med jernhånd, så de kan slet ikke se mulighederne. De ser virkelig kun begrænsningerne. Og de reflekterer ikke. De gør, som de skal, og som de bliver bedt om, og så gør de ikke mere. Hvis de reflekterer, så siger de det ihvertfald ikke højt, og så er man lige vidt.

Derfor forsøger jeg at fortælle dem om det land, hvor jeg kommer fra.
Hvor man råber op, hvis der er noget, man er utilfreds med. Hvor vi forsøger at holde folk, der ikke har så meget at gøre med på en vis levestandard, og hvor man må sige sin mening, og hvor man interesserer sig for verden udenfor.

Jeg ved det ikke...
Men måske er jeg bare skuffet, fordi ingen i dag har nævnt eller har vidst, at Anders Fogh er blevet generalsekretær i NATO. De ved ikke engang, hvem han er. Og måske er jeg bare skuffet, fordi de ikke synes, at Lars Løkke ligner en statsmand i sit cykeltøj, når jeg viser dem billederne af Danmarks nye statsminister.