Så kom jeg endelig i gang. Jeg har nu været i Hong Kong i små syv uger, og det har været syv hæsblæsende uger. Derfor den sene opstart med denne blog.
Hong Kong er vild, smuk, spændende og alt muligt, og jeg har små lykkeoplevelser over at være her hver eneste dag.
Det er ikke kun den dejlige storby, som ligger blandt bjerge og omringet af vand. Det er ligeså meget de små forundringer og de store oplevelser, som den giver mig hver dag.
At stå en aftentime i central i finansdistriktet og kigge op på de høje belyste bygninger, at tale om hverdagen i Kina med mennesker fra Mainland China, at opdage at patienter med feber skal have maske på og sidde på specielle pladser med ryggen til andre patienter hos universitetslægen og oplevelsen af, at blive klogere dag for dag på universitetet som af og til virkelig sætter mig på en prøve med de mange sider, der skal læses.
Her er så dejligt. Jeg føler mig tryg og hjemme i byen, og det hjælper på det hele, at solen skinner de fleste dage, og at temperaturen snildt sniger sig op på 25 grader i løbet af eftermiddagen.
Jeg bor på Patrick Manson, som er et kollegie for studerende ved HKU. Her bor mange udvekslingsstudenter, men på min gang er vi heldige at have mange fra Mainland China. De er så sjove. De render rundt med deres små natkjoler af frotté. De har badehætter, de der som ældre damer har på, og de er meget blufærdige, når det kommer til at tage tøjet af.
Min roommate er fra Japan. Hun er 20 år, og hun spiser kage til morgenmad. Hello Kitty er lykken for hende, og hun har dekoreret vores værelse med adskillige figurer af den lille kat. Vi har 16 m2 til deling, to senge, to skriveborde og to skabe. Det er meget tæt.
Men jeg er ved at vænne mig til det.
Af og til irriterer hun mig dog grænseløst.
Som når hun står op klokken syv hver morgen, når der ligger lange, sorte hår overalt på gulvet, og når hun bare snakker og snakker og snakker sit uforståelige engelsk.
Men hun er også sjov.
"You go to lugby now?" som hun sagde til Camilla og jeg i går, da vi gjorde os klar til rugbytræning, er én af sprogperlerne, eller når hun bare stirrer, og siger "Oooooooooohhh," når hun forundret kigger på sin ti år ældre roommate, som forklarer hende lidt om livet i Danmark.
Jeg tror bare, at jeg skal affinde mig med, at jeg har et iltert, ungt, sprogforvirret menneske fra den side af jorden på mit værelse, og at meget er anderledes end hjemme i Danmark.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Hold da op, hvor får jeg udlængsel af at læse om dit liv i Hong Kong Annepige. Finder du ikke snart en sugar daddy, så du kan sende mig en billet. Så er jeg der før, du kan nå at sige "Oooooooh Hello Kitty".
SvarSletHar kinesere iøvrigt fordomme om danskerne? Jeg mødte en pige i Cambodja, der havde hørt, at piger i Danmark først måtte gå med bh, når de var blevet gift. Mystik tanke...
Hej Stine. JEg havde jo slet ikke set, at du havde kommenteret! Forunderlige blog-verden!
SvarSletJeg vil meget gerne finde en sugardaddy, som kan sørge for, at min Stinepige kommer på besøg herude... Jeg skal gøre, hvad jeg kan.
Jeg har ikke oplevet, at de har fordomme, men der er én af pigerne fra Kina, som ikke kunne forstå, hvorfor jeg ikke var gift når nu, at jeg var sååå gammel... Pludselig gik der rygter om, at jeg var gift her på gangen, men det fik jeg jo lige stoppet.
Og så har jeg mødt en amerikansk pige som sagde, "oh Denmark, it's you guys with the very low morals...," og så tænkte jeg, ja, ja, vi sover i det mindste ikke med en pumpgun under hovedpuden...
Jeg kan godt forstå det med udlængslen, det er virkelig som om, at hver dag herude er et nyt eventyr... Men jeg savner også jer derhjemme, og jeg tænker meget på jer...