Neserne

Hong Kong University er noget helt andet end journalisthøjskolen. Der er så meget at læse, og vi har såkaldte tutorials, hvor vi i mindre grupper diskuterer det, som vi har læst og har haft om til forelæsningerne.

Universitetet er meget stort og internationalt. Der er store udendørsarealer, hvor man kan opholde sig, og så er der tilknyttet adskillige restauranter kaffebarer, som studerende billigt kan benytte.

Der er virkelig den der campusfølelse, og vi suger det hele ind, når vi sidder på vores faste plads på en bænk på trappen i solen, og nyder den gode kaffe fra Starbucks, mens vi kigger på forbipasserende mennesker.

Vi soler os selvfølgelig, mens nogle af kineserne går med paraply for at beskytte sig mod solen. Nogle af dem bruger oven i købet pudder og whitening-lotion for at være så hvide som muligt, det er sgu en mærkelig verden, vi lever i.

Det er fedt at have fag sammen med kineserne. De kommer godt nok for sent, nogle af dem 40 minutter inde i undervisningen, og når de så er der, så snakker de i mobiltelefon, eller også snakker de højlydt med hinanden. Hvis de da ikke sover.
Men når de er tilstede, så er de spændende at have fag med. Der kommer mange interessante vinkler på tingene, og det er super fedt, at de er der, så man som nysgerrig og forundret dansker kan spørge, om tingene virkelig forholder sig sådan, som de fremlægges i undervisningen.

Jeg har udelukkende valgt fag, som handler om Kina. Jeg har "China and the World," som er kinesisk udenrigspolitik og om Kinas rolle i verden, så har jeg "Governing China," som er en historisk gennemgang af de store magthavere i Kina og kinesisk indenrigspoltik i dag. Der ud over har jeg "Gender in Chinese societies," som er om køn (læs:kvinder) i Kina med en meget feministisk underviser, og så har jeg mit eneste journalistiske fag," Covering China." "Covering China" er et fag for postgraduates, altså færdigtuddannede journalister, som koncentrerer sig om, hvordan man arbejder som journalist i Kina. Meningen er, at man, når faget er overstået, er klar til at arbejde som korrespondent i Kina. Det tror jeg nu ikke lige på!

Professoren er relativt forvirret og ustruktureret, og min ærbødighed over at være blandt journalister, som arbejder i Kina til hverdag, er blevet en smule mindre, som faget er skredet frem. Niveauet er lavere, end jeg havde regnet med, men det er kun fedt, for angsten for at sige noget dumt eller at spørge dumt er svundet betydeligt. Så nu spørger jeg selvfølgelig løs!

Jeg er virkelig glad for mine fag, og jeg synes allerede nu, at jeg begynder at få en lillelillebitte forståelse for, hvordan tingene fungerer i Kina.
Men det er et kæmpe land. Det har jeg virkelig indset. Med eksempler som, "hvis alle kinesere får en plastikpose i supermarkedet hver dag, så er det altså 1.3 mia. plastikposer, som langes over disken dagligt," så begynder man at få perspektiv på, hvilke problemer kommunistpartiet dealer med dagligt.
Det må virkelig være vildt og uoverskueligt at skulle lede et land som Kina. Men mere om det senere. Fagene er spændende, og jeg lærer meget. Både i undervisningen og i hverdagen med kineserne. Eller "neserne," som Peter, Camillas kæreste kalder dem. Vi snakker tit om "neserne," og han mener, at det er bedst at tale i koder, hvis de nu forstår, hvad vi taler om...