Vi havde en historie her ude i sidste måned, som var ret stor... 1295 computere i 103 lande er blevet hacket af CCP.
Altså man hørte selvfølgelig ikke noget om den i de kinesiske medier, men nogle meget kloge mennesker i Canada har fundet ud af, at den kinesiske regering har et kæmpe spionnetværk, som spionerer i computere verden over. Et GhostNetwork...
Især ambassader og udenrigministerier rundt omkring har de haft fingrene i. Det er en slags industrispionage, mener man.
Måske ved I det allerede?
Hackerne har taget kontrol over computere, og de har kunnet overvåge lokalerne de stod i vha. videovågning, som de åbenbart har kunnet installere i computerne..
Udenrigsministerier i Iran, Bangladesh, Letland, Indonesien, Filippinerne, Brunei, Barbados og Bhutan er blevet hacket, og det samme er indiske, sydkoreanske, indonesiske, rumænske, cypriotiske, thailandske, tyske og pakistanske ambassader...
Researcherne mener dog, at GhostNetworket var påtænkt regeringer i Asien.
Efterforskningen begyndte for ti måneder siden, fordi man fra Dalai Lamas kontor havde en mistanke om, at nogen havde infiltreret computerne.
Og det var der nogen, der havde gjort, viste det sig så ti måneder senere...
Grunden, til at jeg skriver det, er, at jeg synes det er en vild historie, som siger meget...
Kina er virkelig et spændende land. Politisk er det så spændende og skruppelløst... Og så uforståeligt anderledes, end hvad vi er vant til i Europa...
Måske er det bare mig, der er ved at blive en smule Kina-nørdet...
Men her er et link, hvis I synes, det er spændende:
http://news.bbc.co.uk/2/hi/americas/7970471.stm
og til rapporten:
http://www.scribd.com/doc/13731776/Tracking-GhostNet-Investigating-a-Cyber-Espionage-Network
Ellers går tingene stille og roligt her ude.
Vi har rigtigt travlt lige nu. Store opgaver inden revision week, som begynder fredag d. 24. Jeg skal være færdig med alt til d. 24.For der kommer kusine Ditte og Sigrid, og så tager tøserne til Filippinerne på læseferie.. :-) Jeg har eksamen d. 6., 8. og 11. maj...
Lige nu er det ikke specielt sjovt. Eller det vil sige, jeg kommer konstant til at at presse sjov ind i mine stramme, stramme tidsplaner, som hele tiden bliver endnu strammere, fordi det er så svært at sidde inde og skrive opgaver, når verdens fedeste by ligger og lokker lige udenfor vinduet!
Men når jeg ikke springer over, så skriver jeg akademiske opgaver. Ja, jeg bedriver videnskab. Om køn i Kina, om hvordan omverdenens pres på CCP efter SARS har påvirket partiets sundhedspolitik, og så lige en om bombningerne af den kinesiske ambassade i Belgrade- og hvordan partiet brugte medierne til propaganda mod USA og FN.
Jeg famler mig frem, må jeg sige.. DJH har godt nok pillet min fattige universitetslærdom ud af mig, så jeg forsøger mig bare...
Det lykkedes mig rent faktisk at aflevere et essay uden bibliography...
Nå, må hellere smutte i seng. Er ved at blive en natteravn.
Der er iøvrigt tre måneder til, at jeg lander Danmark i dag.
Vildt nok.
torsdag den 16. april 2009
mandag den 6. april 2009
Måske er det fordi, vi ikke har skyskrabere i Sindal...
...endnu ihvertfald, men Hong Kong er altså helt speciel i kraft af sin smukke, smukke skyline.
Jeg blir helt betaget hver gang, jeg går en tur i Central i aftensmørke.
Det er virkeligt smukt.
Og på en måde som jeg ikke har oplevet før.
Det er smukt på en overdrevet, "her er ingen begrænsninger, og intet er for stort og prangende"- måde.
Måske er det derfor, at jeg virkelig elsker at være her. For det er som om, at Hong Kong får mig til at få lyst til at turde.
For Hong Kong er mulighedernes by, for de som tør.
Finanskrise eller ej- den her by er noget helt særligt.
Det her var bare en gåtur en almindelig tirsdag aften.
Den høje luftfugtighed ses som aftegninger på himlen.
Noget af det er nok også smog... :-)
Min kinesiske veninde, Xin, jeg og min tyske veninde, Patricia på en tagterrasse under IFC, som er Hong Kongs højeste skyskraber. Her endte vores to timers lange gåtur rundt i finansdristriktet.
Danmarkskortet. Og så er der forøvrigt ingen, der ved, hvem Anders Fogh er i Hong Kong.
Her i Hong Kong bliver jeg mere og mere overbevist om, at Danmark ikke spiller den rolle i verden, som vi selv går og tror.
Jeg har ellers virkelig forsøgt at promovere mit land.
For det er sjovt, hvordan det at komme om på den anden side af jorden til et helt andet system, og det at jeg dagligt taler med folk fra alle mulige afkroge af verden, betyder, at Danmark for mig pludselig virkelig burde være et foregangsland for mange andre lande.
Det er vi måske også. Det mener vi ihvertfald selv, at vi er. Det fungerer måske i vesten. Men herude er de da fuldstændigt ligeglade.
De ved ikke engang, hvor Danmark ligger. Eller Skandinavien for den sags skyld, men de har hørt, at Europa er meget gammelt.
Det, at de fuldstændigt negligerer Europa har betydet, at jeg er begyndt at trække, det vi danskere her ude kalder "Danmarkskortet."
Det betyder, at når vi diskuterer forskellige problematikker i Kina, så byder jeg lige ind med, "Well, I'm from Denmark. And in Denmark..... bla bla bla."
Danmarkskortet blev bl.a. trukket i sidste uge i "Governing China," som er mit indenrigspolitiske fag om Kina.
Vi diskuterede fattigdom i de landlige områder, og hvordan man i de områder har rigtig dårlig adgang til offentlige hospitaler og lægehjælp generelt.
Vi diskuterede, hvad man kunne gøre ved det, og da trak jeg kortet.
Jeg fortalte om det danske velfærdssystem og om, hvordan vi i Danmark betaler mange penge i skat, så alle har mulighed for at komme på hospitalet og til lægen og alle de andre offentlige ydelser, som vi har adgang til.
Her skal det lige indskydes, at kinesere og hong kongkinesere ikke lige er det folkefærd, som er nemmest at imponere. Medmindre det kommer til karaoke selvfølgelig. For de sad bare og måbede, da jeg var færdig med mit lille reklameindslag for Danmark.
Der var helt stille, og endelig spurgte min tutor, Guo, som iøvrigt er medlem af partiet, og som ikke hilste på mig en aften, hvor jeg mødte hende udenfor universitetet, svagt, for hun er meget genert:
"Do you think something like that could work out in China?"
Folk sad stadig og måbede, for de siger heller ikke meget.
Endelig var der én, der gad at reagere.
"It would never work out. To much corruption."
Jeg vidste bare, at de ville svare på den måde.
Og der er meget korruption i Kina, og i de mindre provinsregeringer ikke mindst.
Men det svar er bare så typisk og irriterende kinesisk. Og svaret betyder bare, at de ikke har tænkt sig at kæmpe for, at det skal blive ændret.
For de har deres på det tørre, og de kan måske komme til USA, hvis de er heldige, og der kan de tjene penge, og så behøver de ikke at bekymre sig om, hvordan det går i deres eget land.
Jeg oplever nemlig gang på gang, at kineserne i mine politiske fag overhovedet ikke interesserer sig for andet end at komme til USA. Derfor interesserer de sig for USA, mens resten af verden kan rende dem.
De interesserer sig ikke engang for at diskutere deres eget land. De siger kun noget i de såkaldte tutorials, som er hold på 10 til 15 studerende, fordi de skal gøre det for at bestå. Derudover diskuterer vi aldrig de tekster, vi læser. Vi ser dem bare som værende sande. De overvejer ikke, hvem der har skrevet dem, eller om noget mangler at blive belyst.
Og så siger de næsten ikke noget. Og når de endelig siger noget, så er det altid enten opgivende, det kan ikke lade sig gøre, eller også er det noget med, jamen Kina gør det jo så godt, og vi har haft en voldsom økonomisk vækst.
Jeg ved godt, at Kina stadig er et U-land, som er i kraftig økonomisk vækst.
Men derfor kunne man da godt bare overveje at gøre noget ved at løse de store problemer med fattigdom, menneskerettigheder, miljø, og samtidig kunne man måske også stille spørgsmålstegn ved, om et parti som bestemmer det hele, og som slår sine egne folk ihjel, er den eneste og bedste løsning.
Jeg har virkelig et problem med, at de mennesker som jeg læser på uni med, er blomsten af Kinas ungdom. For det er de.
Men de er fuldstændigt ligeglade. De stiller ikke engang spørgsmålstegn ved, om noget kan forandres, eller om det de får at vide, virkelig er sandheden.
For de tænker kun på at komme til USA for at tjene penge. Og de er så vant til at rette sig efter CCP's regler, som styrer Kina med jernhånd, så de kan slet ikke se mulighederne. De ser virkelig kun begrænsningerne. Og de reflekterer ikke. De gør, som de skal, og som de bliver bedt om, og så gør de ikke mere. Hvis de reflekterer, så siger de det ihvertfald ikke højt, og så er man lige vidt.
Derfor forsøger jeg at fortælle dem om det land, hvor jeg kommer fra.
Hvor man råber op, hvis der er noget, man er utilfreds med. Hvor vi forsøger at holde folk, der ikke har så meget at gøre med på en vis levestandard, og hvor man må sige sin mening, og hvor man interesserer sig for verden udenfor.
Jeg ved det ikke...
Men måske er jeg bare skuffet, fordi ingen i dag har nævnt eller har vidst, at Anders Fogh er blevet generalsekretær i NATO. De ved ikke engang, hvem han er. Og måske er jeg bare skuffet, fordi de ikke synes, at Lars Løkke ligner en statsmand i sit cykeltøj, når jeg viser dem billederne af Danmarks nye statsminister.
Jeg har ellers virkelig forsøgt at promovere mit land.
For det er sjovt, hvordan det at komme om på den anden side af jorden til et helt andet system, og det at jeg dagligt taler med folk fra alle mulige afkroge af verden, betyder, at Danmark for mig pludselig virkelig burde være et foregangsland for mange andre lande.
Det er vi måske også. Det mener vi ihvertfald selv, at vi er. Det fungerer måske i vesten. Men herude er de da fuldstændigt ligeglade.
De ved ikke engang, hvor Danmark ligger. Eller Skandinavien for den sags skyld, men de har hørt, at Europa er meget gammelt.
Det, at de fuldstændigt negligerer Europa har betydet, at jeg er begyndt at trække, det vi danskere her ude kalder "Danmarkskortet."
Det betyder, at når vi diskuterer forskellige problematikker i Kina, så byder jeg lige ind med, "Well, I'm from Denmark. And in Denmark..... bla bla bla."
Danmarkskortet blev bl.a. trukket i sidste uge i "Governing China," som er mit indenrigspolitiske fag om Kina.
Vi diskuterede fattigdom i de landlige områder, og hvordan man i de områder har rigtig dårlig adgang til offentlige hospitaler og lægehjælp generelt.
Vi diskuterede, hvad man kunne gøre ved det, og da trak jeg kortet.
Jeg fortalte om det danske velfærdssystem og om, hvordan vi i Danmark betaler mange penge i skat, så alle har mulighed for at komme på hospitalet og til lægen og alle de andre offentlige ydelser, som vi har adgang til.
Her skal det lige indskydes, at kinesere og hong kongkinesere ikke lige er det folkefærd, som er nemmest at imponere. Medmindre det kommer til karaoke selvfølgelig. For de sad bare og måbede, da jeg var færdig med mit lille reklameindslag for Danmark.
Der var helt stille, og endelig spurgte min tutor, Guo, som iøvrigt er medlem af partiet, og som ikke hilste på mig en aften, hvor jeg mødte hende udenfor universitetet, svagt, for hun er meget genert:
"Do you think something like that could work out in China?"
Folk sad stadig og måbede, for de siger heller ikke meget.
Endelig var der én, der gad at reagere.
"It would never work out. To much corruption."
Jeg vidste bare, at de ville svare på den måde.
Og der er meget korruption i Kina, og i de mindre provinsregeringer ikke mindst.
Men det svar er bare så typisk og irriterende kinesisk. Og svaret betyder bare, at de ikke har tænkt sig at kæmpe for, at det skal blive ændret.
For de har deres på det tørre, og de kan måske komme til USA, hvis de er heldige, og der kan de tjene penge, og så behøver de ikke at bekymre sig om, hvordan det går i deres eget land.
Jeg oplever nemlig gang på gang, at kineserne i mine politiske fag overhovedet ikke interesserer sig for andet end at komme til USA. Derfor interesserer de sig for USA, mens resten af verden kan rende dem.
De interesserer sig ikke engang for at diskutere deres eget land. De siger kun noget i de såkaldte tutorials, som er hold på 10 til 15 studerende, fordi de skal gøre det for at bestå. Derudover diskuterer vi aldrig de tekster, vi læser. Vi ser dem bare som værende sande. De overvejer ikke, hvem der har skrevet dem, eller om noget mangler at blive belyst.
Og så siger de næsten ikke noget. Og når de endelig siger noget, så er det altid enten opgivende, det kan ikke lade sig gøre, eller også er det noget med, jamen Kina gør det jo så godt, og vi har haft en voldsom økonomisk vækst.
Jeg ved godt, at Kina stadig er et U-land, som er i kraftig økonomisk vækst.
Men derfor kunne man da godt bare overveje at gøre noget ved at løse de store problemer med fattigdom, menneskerettigheder, miljø, og samtidig kunne man måske også stille spørgsmålstegn ved, om et parti som bestemmer det hele, og som slår sine egne folk ihjel, er den eneste og bedste løsning.
Jeg har virkelig et problem med, at de mennesker som jeg læser på uni med, er blomsten af Kinas ungdom. For det er de.
Men de er fuldstændigt ligeglade. De stiller ikke engang spørgsmålstegn ved, om noget kan forandres, eller om det de får at vide, virkelig er sandheden.
For de tænker kun på at komme til USA for at tjene penge. Og de er så vant til at rette sig efter CCP's regler, som styrer Kina med jernhånd, så de kan slet ikke se mulighederne. De ser virkelig kun begrænsningerne. Og de reflekterer ikke. De gør, som de skal, og som de bliver bedt om, og så gør de ikke mere. Hvis de reflekterer, så siger de det ihvertfald ikke højt, og så er man lige vidt.
Derfor forsøger jeg at fortælle dem om det land, hvor jeg kommer fra.
Hvor man råber op, hvis der er noget, man er utilfreds med. Hvor vi forsøger at holde folk, der ikke har så meget at gøre med på en vis levestandard, og hvor man må sige sin mening, og hvor man interesserer sig for verden udenfor.
Jeg ved det ikke...
Men måske er jeg bare skuffet, fordi ingen i dag har nævnt eller har vidst, at Anders Fogh er blevet generalsekretær i NATO. De ved ikke engang, hvem han er. Og måske er jeg bare skuffet, fordi de ikke synes, at Lars Løkke ligner en statsmand i sit cykeltøj, når jeg viser dem billederne af Danmarks nye statsminister.
Abonner på:
Kommentarer (Atom)
