Om fødselsdag og whitening lotion

Ups, jeg er vist ikke så go til at få skrevet her, der er bare ret meget at se til på uni pt.
Vi arbejder os frem mod reading week. Den starter på mandag, og det betyder, at vi har en uge fri til at læse i. Vi, Camilla, Peter og jeg har valgt at forsvinde fredag og tilbringe den på Filippinerne. Mere om det, når jeg er hjemme igen... Men det betyder så også, at alle vores undervisere har valgt at lægge afleveringer op til reading week, og derfor har jeg bl.a. travlt med aflevering om Kinas indtræden i WTO, hvor jeg har valgt at fokusere på USA's fatale bombning af den kinesiske ambassade i Beograd, og behandlingen af bombningen i de kinesiske medier, som gjorde forhandlingerne meget mere besværlige.. De kan sgu deres propaganda, de kinesere... Og så har jeg en skøn aflevering i mit "gender in chinese society," (mandehaderfaget med mandehaderunderviseren), hvor jeg skal skrive om patriarki og dets betydning for de stakkels kvinder i Kina...

Men jeg har haft fødselsdag. Tusind tak for alle hilsnerne hjemme fra! Det betyder virkelig meget at høre fra folk derhjemme, når man er så langt væk.
Det har jeg ihvertfald fundet ud af. Tingene virker meget stærkere herude, og jeg var da også lige ved at knibe en lille tåre over en sød morgenmail fra mine forældre, som lå klar til mig på dagen...
Vidste godt, at jeg er et sentimentalt menneske, men alligevel havde jeg ikke troet, at jeg var så sentimental.
Det er måske kommet med alderen, selv om jeg dog husker store sejre fra de gyldne håndbolddage, hvor jeg bagefter, svedig og træt blev drillet med, at jeg stod og græd af glæde... Hva fanden, fuck det, det kan vel bare skrives til alle de andre mindre flatterende personlighedstræk. Mig og Flemming Povlsen...

Nå, men min fødselsdag var skøn.
Jeg blev fejret allerede aftenen før klokken 12, hvor min roommate, japanske, Shiho havde købt kage.
Pigerne fra gangen kom og sang for mig, og så var fejringen ligesom i gang. Det fede er, at jeg havde den længste fødselsdag nogensinde. 31 timers nonstop fejring pga. tidsforskellen!
Der var dog lige en aflevering, som sku laves på selve dagen, men vejret var skønt, 28 grader og skyfrit, og hilsner og gaver strømmede ind dagen lang!
Højdepunktet på min fødselsdag var dog nok, da en kinesisk pige i køkkenet spurgte mig, hvor gammel jeg blev.
Jeg blir altid nødt til at advare kineserne, når de spørger om den slags.
"I'm very old... I'm actually turning 31 today...."
Svaret var:
"Ooooooooooooooohhhh, 21 is a big deal in China...."
Jeg svarede:
"No, no, no, I'm turning 31!"
Og hun svarede:
"Really? Ooooooooooooooooooooooooooooooooooohhhhhhhhhh, you look 21....."
Og så er det man tænker, de kinesere -de er fandeme opdragede til at svare det mest diplomatiske og til ikke at sige ting, som kan virke stødende....
Jeg ligner ikke en på 21, havde hun sagt 27 el.l. havde jeg taget det som gode varer, men det der, hun behøver ikke at please mig. Men de er nu så søde...
Om aftenen var vi ude at spise, det var en rigtig go dag...

Ellers går tingene godt her. Det er blevet hverdag, men hverdagen byder stadig på masser af undringer og pudsigheder, fordi der her på gangen er direkte adgang til folk fra Mainland China. Jeg er nok en af de, der benytter sig mest af den direkte adgang til hverdagssnak med kineserne. Men de er virkelig så sjove og forunderlige...

Vi snakker bl.a. om ting som whitening masks og whitening lotion. Kineserne vil gerne være så hvide som muligt, og de havde meget ondt af mig, da jeg kom hjem fra Thailand og havde fået farve... De spurgte faktisk, om jeg ikke var ked af min farve, og jeg fortalte, at vi i Danmark og Europa tager til stranden og bader, og at vi godt kan lide at få lidt farve om sommeren...
De forstod det overhovedet ikke, og fulgte op med et spørgsmål om, om jeg nogensinde havde været topløs på stranden.
Det måtte jeg jo sige ja til, og de måbede og sagde, at det var godt nok mærkeligt, men at de godt nok havde hørt om den slags i Europa.
Vi har altså kulturudveksling på højt niveau her i huset!

Jeg bor overfor en kinesisk pige, som fire gange om ugen tar en maske på, som skal gøre hende hvidere i ansigtet. Den sidder hun så med i 20 minutter, det stikker og prikker godt nok, men hun synes, at det hjælper.
Derudover smører hun whitening lotion og mælk på kroppen...
Altsammen for at blive hvidere, hun bryder sig ikke om sin gule farve.
Hun ville gerne vide, hvordan min rigtige farve var.
Jeg tænkte, at jeg ville gi den hele armen...
Så jeg viste hende, hvor mine bikinitrusser havde siddet, og hun råbte meget misundeligt:
"OOooooooooooh, that is such a nice colour..." Hun tilkaldte sine kinesiske roomates, og pludselig stod tre kinesere måbende og stirrede...
Jep, min hvide røv, som aldrig har været ude i solen, er toppen af skønhed hos kineserne. Hvor heldig har man lov at være...?

Det med whitening lotion kan faktisk være et problem af og til. For som europæer har man da ikke lyst til at smøre det stads på kroppen. Så det er eddermaneme med at se sig for. For hylderne bugner af det. Jeg ville købe en ganske almindelig flaske blå nivea, og der var whitening stads i det hele... Også i solcremen... Har heldigvis fundet den rette dealer nu. De har det også i nogle af deodoranterne!
Kineserne vil også gerne have små munde og store øjne, og min kinesiske nabo viste mig i samme omgang, hvordan hun gerne ville have sit ansigt så ud.
Hun kneb munden sammen og spærrede øjnene vildt op!
Det er så sjovt nogen gange...
Det er faktisk et stort tema i Kina pt. for den generation, som er født i 90'erne, de kalder dem post 90's, skiller sig meget ud fra de tidligere generationer.
Pga. internettet har de idoler fra Japan og Taiwan, de ser tv-shows på nettet derfra, de taler som idolerne, og de går klædt lillepige-agtigt, og kineserne mener, at de fornægter deres oprindelse...
De lægger billeder ud på internettet, hvor de vha. fotoredigeringsprogrammer har forstørret øjnene, og de kniber munden sammen. De kigger allesammen ind i kameraet med deres store bambi øjne, mens munden er lolita-lillepige agtigt halvt åben og struttende.
Mine kinesere synes, at det er en lille smule for meget.
Men de vil altså stadig gerne være hvidere, have større øjne og en lille struttende mund... Det er virkelig mærkeligt af og til, men det er også bare super sjovt og spændende at høre om!

Tidlige morgener og rugby

Det er lørdag morgen, og klokken er nu 9.35. Jeg har så igen været oppe siden klokken syv, fordi jeg bor med en japaner, som åbenbart ikke fatter, at en af livets store glæder er at sove længe... Sgu da i det mindste i weekenden. Men nej- hun står op, og så tusser hun rundt på sin mærkelige japanermanér. Hun har ikke flere kager, så i dag vågnede jeg ved slubren og en stank af udkogte, asiatiske grøntsager og nudler. Lørdag morgen!
Så kan man godt lige savne en vintermorgen i weekenden i Danmark. Hvor man ligger i sengen til klokken ti mindst og på de gode lørdage får rundstykker med smør på fra bageren, en go avis og en go kop kaffe. Med dansk mælk. Ikke klam sojamælk som jeg har fået denne morgen....

Det var vist bare et surt morgenopstød alt det der. Men nogen gange, så er det satme irriterende at bo med én, som næsten ikke kan snakke engelsk, og som alligevel snakker løs hele tiden. I dag sku hun finde ud af, om hun sku ha sin regnjakke med. Det er blevet meget fugtigt her, og skyerne hænger helt nede omkring bjergene, "Oooooh I think it's gonna lain," jeg måtte sige undskyld, "hvad siger du?"
"I think its gonna LAIN,".... Nå ja, selvfølgelig. Det kommer til at legne....
Og sådan er der så meget... Hvis folk har set filmen, "Lost in translation, så ved I, hvordan vi af og til har det herude... Men det er skønt og anderledes, og der er heldigvis Camilla og et par andre danske piger, som jeg kan rase ud overfor!

Apropos Camilla, så står weekenden i rugbyens tegn.
CAmilla debuterer i morgen for rugbyholdet, og jeg håååber virkli, at jeg får lov at spille. Jeg var på ferie, da de skulle tilmelde holdet til søndagens turnering, så jeg er ikke skrevet på.
Men træneren forsøger at få mig godkendt til i morgen, men det er et latterligt turneringssystem, så nu må vi se. Vil virkli gerne spille. Jeg begynder at få en lille smule forståelse for spillet, og det er virkli fedt og ret taktisk også.

Og det er ikke så vildt, som når drengene spiller. I den sidste kamp, de spillede, var der én, der brækkede kravebenet. Og i tirsdags kom ambulancen, fordi en af drengene fik revet albuen af led. Træningen var aflyst torsdag, fordi de havde mange skader. På vores hold var der én, der begyndte at græde, fordi det var for hårdt. En anden blev sur, fordi hun syntes, at træningen var for hård, og fordi hun syntes, at vi manglede at lære det basale.
Jeg er ligeglad med det basale. Jeg vil bare spille.

Men hvis jeg ikke må spille søndag, så skal jeg helt sikkert se Camilla. Blir så stolt, når hun løber ind for HKU girls rugbyteam.

Tror lige vi ska ha taget et billede i vores rugbyoutfit. Stive shorts og stive, små polotrøjer. Folk rykker jo i tøjet som sindssyge, så det skal være helt stift og småt. Nå ja, og så lange, røde fodboldstrømper. Vi blir et syn for guder!

Men først har jeg lige en lørdag med masser af læsning, og så skal jeg ud at spise med nogle af pigerne fra gangen i aften. De går meget op i Valentines day, og det er derfor, vi skal ud. Har fortalt dem, at vi er ligeglade med det i Danmark, og det kan de slet ikke forstå... Min japaner skal mødes med sin kæreste igennem seks måneder på Skype, og så skal de spise en kage, mens de kigger på hinanden. Meget romantisk!

NB Det her indlæg virker måske lidt mavesurt, men jeg er ikke sur. Måske bare en lille smule søvnig....

Neserne

Hong Kong University er noget helt andet end journalisthøjskolen. Der er så meget at læse, og vi har såkaldte tutorials, hvor vi i mindre grupper diskuterer det, som vi har læst og har haft om til forelæsningerne.

Universitetet er meget stort og internationalt. Der er store udendørsarealer, hvor man kan opholde sig, og så er der tilknyttet adskillige restauranter kaffebarer, som studerende billigt kan benytte.

Der er virkelig den der campusfølelse, og vi suger det hele ind, når vi sidder på vores faste plads på en bænk på trappen i solen, og nyder den gode kaffe fra Starbucks, mens vi kigger på forbipasserende mennesker.

Vi soler os selvfølgelig, mens nogle af kineserne går med paraply for at beskytte sig mod solen. Nogle af dem bruger oven i købet pudder og whitening-lotion for at være så hvide som muligt, det er sgu en mærkelig verden, vi lever i.

Det er fedt at have fag sammen med kineserne. De kommer godt nok for sent, nogle af dem 40 minutter inde i undervisningen, og når de så er der, så snakker de i mobiltelefon, eller også snakker de højlydt med hinanden. Hvis de da ikke sover.
Men når de er tilstede, så er de spændende at have fag med. Der kommer mange interessante vinkler på tingene, og det er super fedt, at de er der, så man som nysgerrig og forundret dansker kan spørge, om tingene virkelig forholder sig sådan, som de fremlægges i undervisningen.

Jeg har udelukkende valgt fag, som handler om Kina. Jeg har "China and the World," som er kinesisk udenrigspolitik og om Kinas rolle i verden, så har jeg "Governing China," som er en historisk gennemgang af de store magthavere i Kina og kinesisk indenrigspoltik i dag. Der ud over har jeg "Gender in Chinese societies," som er om køn (læs:kvinder) i Kina med en meget feministisk underviser, og så har jeg mit eneste journalistiske fag," Covering China." "Covering China" er et fag for postgraduates, altså færdigtuddannede journalister, som koncentrerer sig om, hvordan man arbejder som journalist i Kina. Meningen er, at man, når faget er overstået, er klar til at arbejde som korrespondent i Kina. Det tror jeg nu ikke lige på!

Professoren er relativt forvirret og ustruktureret, og min ærbødighed over at være blandt journalister, som arbejder i Kina til hverdag, er blevet en smule mindre, som faget er skredet frem. Niveauet er lavere, end jeg havde regnet med, men det er kun fedt, for angsten for at sige noget dumt eller at spørge dumt er svundet betydeligt. Så nu spørger jeg selvfølgelig løs!

Jeg er virkelig glad for mine fag, og jeg synes allerede nu, at jeg begynder at få en lillelillebitte forståelse for, hvordan tingene fungerer i Kina.
Men det er et kæmpe land. Det har jeg virkelig indset. Med eksempler som, "hvis alle kinesere får en plastikpose i supermarkedet hver dag, så er det altså 1.3 mia. plastikposer, som langes over disken dagligt," så begynder man at få perspektiv på, hvilke problemer kommunistpartiet dealer med dagligt.
Det må virkelig være vildt og uoverskueligt at skulle lede et land som Kina. Men mere om det senere. Fagene er spændende, og jeg lærer meget. Både i undervisningen og i hverdagen med kineserne. Eller "neserne," som Peter, Camillas kæreste kalder dem. Vi snakker tit om "neserne," og han mener, at det er bedst at tale i koder, hvis de nu forstår, hvad vi taler om...

Undskyld forsinkelsen og lidt om japanere

Så kom jeg endelig i gang. Jeg har nu været i Hong Kong i små syv uger, og det har været syv hæsblæsende uger. Derfor den sene opstart med denne blog.

Hong Kong er vild, smuk, spændende og alt muligt, og jeg har små lykkeoplevelser over at være her hver eneste dag.

Det er ikke kun den dejlige storby, som ligger blandt bjerge og omringet af vand. Det er ligeså meget de små forundringer og de store oplevelser, som den giver mig hver dag.

At stå en aftentime i central i finansdistriktet og kigge op på de høje belyste bygninger, at tale om hverdagen i Kina med mennesker fra Mainland China, at opdage at patienter med feber skal have maske på og sidde på specielle pladser med ryggen til andre patienter hos universitetslægen og oplevelsen af, at blive klogere dag for dag på universitetet som af og til virkelig sætter mig på en prøve med de mange sider, der skal læses.

Her er så dejligt. Jeg føler mig tryg og hjemme i byen, og det hjælper på det hele, at solen skinner de fleste dage, og at temperaturen snildt sniger sig op på 25 grader i løbet af eftermiddagen.

Jeg bor på Patrick Manson, som er et kollegie for studerende ved HKU. Her bor mange udvekslingsstudenter, men på min gang er vi heldige at have mange fra Mainland China. De er så sjove. De render rundt med deres små natkjoler af frotté. De har badehætter, de der som ældre damer har på, og de er meget blufærdige, når det kommer til at tage tøjet af.

Min roommate er fra Japan. Hun er 20 år, og hun spiser kage til morgenmad. Hello Kitty er lykken for hende, og hun har dekoreret vores værelse med adskillige figurer af den lille kat. Vi har 16 m2 til deling, to senge, to skriveborde og to skabe. Det er meget tæt.
Men jeg er ved at vænne mig til det.

Af og til irriterer hun mig dog grænseløst.
Som når hun står op klokken syv hver morgen, når der ligger lange, sorte hår overalt på gulvet, og når hun bare snakker og snakker og snakker sit uforståelige engelsk.
Men hun er også sjov.
"You go to lugby now?" som hun sagde til Camilla og jeg i går, da vi gjorde os klar til rugbytræning, er én af sprogperlerne, eller når hun bare stirrer, og siger "Oooooooooohhh," når hun forundret kigger på sin ti år ældre roommate, som forklarer hende lidt om livet i Danmark.

Jeg tror bare, at jeg skal affinde mig med, at jeg har et iltert, ungt, sprogforvirret menneske fra den side af jorden på mit værelse, og at meget er anderledes end hjemme i Danmark.